Samfund

Senior Erhverv Sjælland Øst holder Åbent Hus for ledige seniorer 50+

Modelfoto

Selvaktivering, synlighed og personlig udvikling.

Det frivillige netværk Senior Erhverv lykkes hvert år med at få omkring 1.000 jobsøgende seniorer tilbage på arbejdsmarkedet, og nu åbner de dørene i uge 47 i håbet om at kunne få endnu flere seniorer i arbejde. Ifølge formand for Senior Erhverv Sjælland Øst i Køge, Henrik Theill, vil arrangementet være en god mulighed for de ledige i det østsjællandske område til at se, hvad Senior Erhverv kan byde på:

“Under åbent hus vil vi præsentere netværkets indsats for jobsøgende seniorer og fortælle, hvordan vi hjælper og støtter hinanden med at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Netværket har en masse aktiviteter og kan byde på konkrete værktøjer, som kan være svære at finde andre steder”, siger Henrik Theill.

Aktiviteterne indebærer blandt andet virksomhedsbesøg, hvor medlemmerne aflægger besøg på virksomheder i netværkets område og fortæller om de muligheder, virksomheden har for at søge nye medarbejdere gennem Senior Erhvervs store CV-database.

Senior Erhverv Sjælland Øst dækker Greve, Solrød, Køge, Roskilde og Stevns kommuner.

Bliv en del af et fællesskab

Fællesskabet spiller en stor rolle i netværket, og ifølge Senior Erhverv savner mange af seniorerne et fællesskab og en støttende hånd, når de opsøger netværket. Det kræver dog også, at man selv tager ansvar for fællesskabet og er en aktiv del af netværket, fortæller landskoordinator Poul Elmegaard.

“Senior Erhverv samler seniorer, der har lyst til at arbejde og aktivt tage ansvar for egne og andre seniorers jobmuligheder. Vi er et fællesskab, som sætter ind med ekstra aktiviteter for gensidigt at styrke hinandens motivation. Vi håber at få endnu flere succeshistorier om medlemmer, der er vendt tilbage til et aktivt arbejdsliv, efter at vi igen har holdt åbent hus,” siger Poul Elmegaard.

Aktiviteterne, som medlemmerne udfører for netværket, er med til at bidrage til den selvfinansiering, der er bevilget af Folketinget.

Noget af det, Senior Erhverv-netværkene giver de 50+ årige, er hjælp til at skrive ansøgninger, til at udarbejde CV og til at forberede sig til jobsamtale, samt ved at løbe virksomhederne på dørene og tilbyde dem kvalificeret og erfaren arbejdskraft.

Fakta om Åbent Hus

Hvor: Senior Erhverv Sjælland Øst, Astersvej 23E, 4600 Køge

Hvornår: Mandag den 21. november kl. 11.00 – 12.30

Kommentarer