Skal luftforsvarsbatteriet Sigerslev fredes?
Store Heddinge: Koldkrigsmuseum Stevnsfort deltager lige nu i et projekt der skal kortlægge 17.000 militære anlæg i Danmark
Der er cirka 17.000 anlæg fra Den Kolde Krigs tid i hele Danmark. De er nu ved at blive kortlagt i et opfattende forskningsprojekt, der skal udvælge repræsentative eksempler på bygningsværker, der bør fredes. Projektet løber over to år.
Nogle af bygningerne fra Den Kolde Krig ligger allerede i ruiner, andre har forsvaret solgt, uden at man har fået undersøgt, om de er værd at bevare.
Blandt de anlæg, der er interessante at få bevaret for fremtiden nævnes luftforsvarsbatteriet Sigerslev. Men forsvaret har solgt området, der nu er i privat eje.
Østsjælland og især Stevns var en central del af forsvaret af Danmark under Den Kolde Krig, så der er flere militære anlæg fra den kolde krig i området.
Et af de bedst bevarede koldkrigsanlæg i Danmark er Radaranlægget ved Mandehoved, der ligger i et ensomt hjørne af Stevns, lige ved klinten. Det bestod blandt andet af et radaranlæg med radartårne og nogle skyttehuller ved Mandehoved på Stevns. Et af de gamle radartårne er ombygget til fugleobservationstårn.
Det mest kendte anlæg er allerede sikret for fremtiden, nemlig det store militære anlæg Stevnsfort, der nu huser Koldkrigsmuseum Stevnsfort, der udover et enormt overjordisk anlæg, strækker sig 18 meter ned i klinten.
Deltagere i projektet: Kulturstyrelsen, Koldkrigsmuseum Stevnsfort, Koldkrigsmuseums Langelandsfort, Beredskabsstyrelsen og Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste samt repræsentanter for myndighederne på både Færøerne og Grønland.
Kommentarer