Stevns-borger midlertidigt frakendt retten til at have produktionsdyr
En 41-årig mand fra Stevns må midlertidigt ikke eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med produktionsdyr, indtil en straffesag mod ham for overtrædelse af dyreværnsloven er endeligt afgjort.
Retten i Roskilde bestemte onsdag den 6. december 2017 i en kendelse, at en 41-årig mand fra Stevns midlertidigt ikke må eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med produktionsdyr, indtil en straffesag mod ham for overtrædelse af dyreværnsloven er endeligt afgjort.
Baggrunden for rettens kendelse er, at Midt- og Vestsjællands Politis dyreværnsenhed i sensommeren og efteråret 2017 i forbindelse med nogle tilsynsbesøg sammen med en dyreværnsorganisation, en privatpraktiserende dyrlæge og en embedsdyrlæge fra Fødevarestyrelsen konstaterede, at flere kvæg og en fåreflok tilhørende manden ikke blev behandlet forsvarligt og efter dyreværnslovens regler.
Flere af dyrene var henover tilsynsperioden kommet i stærkt underernæret tilstand, da de ikke fik tilstrækkeligt foder, ligesom de dyr, der havde en behandlingskrævende skade, ikke fik det fornødne tilsyn eller den nødvendige dyrlægebehandling, hvilket førte til, at flere af dyrene måtte aflives. Manden fulgte heller ikke op på et krav fra politiet om at få udarbejdet en foderplan for dyrene for at få dem i bedre foderstand.
Den 41-årige mand er derfor blevet sigtet for overtrædelse af dyreværnslovgivningen på grund af mistanke om både uforsvarlig, grov uforsvarlig behandling og mishandling af dyrene.
Kendelse om en midlertidig rettighedsfrakendelse hos en dyreejer er en sjælden anvendt afgørelse i dyreværnssager, der endnu ikke er afgjort strafferetligt. Påstanden var fra anklagemyndighedens side fremsat, fordi manden trods tilsynsbesøgene, vejledning fra myndighederne og adskillige pålæg efter dyreværnsloven hverken evnede eller havde vilje til at forbedre forholdene for dyrene, og fordi manden tidligere er straffet for overtrædelse af dyreværnsloven, udtaler anklagerfuldmægtig Annette Ahm, Anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 41-årige mand har nu fået en frist til den 15. december 2017 til at skaffe sig af med sine produktionsdyr. Hvis fristen ikke overholdes, vil myndighederne sørge for, at dyrene fjernes fra mandens varetægt.
Straffesagen mod den 41-årige for overtrædelse af dyreværnsloven vil på et senere tidspunkt blive behandlet ved Retten i Roskilde, der i samme forbindelse vil skulle tage stilling til, om manden også fremadrettet skal frakendes retten til at beskæftige sig med dyr.
Kommentarer