Boestofte

Stevns Friluftsscene inviterer til ’Sommer i Tyrol’

Boestofte: Til sommer 2017 skal Stevns Friluftsscene spille musicalen ’Sommer i Tyrol’, den gode, gamle klassiker om livets gang og store spørgsmål på ’Den Hvide Hest’.  

Lørdag den 26. november fra klokken 10 til 16 afholder Stevns Friluftsscene en workshop for ALLE der er interesserede, i at medvirke til skabelsen af sommerens forestilling ’ Sommer i Tyrol’. Workshoppen vil foregå på den gamle Boestofteskole, Boestoftevej 55.

Instruktør bliver Jens Damsager Hansen, der er ny på Friluftsscenen, og som er hyret specielt til opgaven. Jens har mange års erfaring som instruktør, og Friluftsscenen glæder sig meget til samarbejdet.

Hvis du vil være med, hvad enten det er på eller bag scenen, så er det en god idé at deltage på workshoppen, som vil give Jens mulighed for at lære de medvirkende at kende med henblik på at kunne besætte forestillingens roller bedst muligt.

Tilmelding er derfor nødvendig på e-mail sommer2017@stevnsfriluftsscene.dk, men det er også muligt at møde op uden tilmelding.

Har du ikke mulighed for at deltage denne dag og gerne vil være med, kan du kontakte Jens på ovenstående mail.

Læs også: Stevns Friluftsscene præsenterer årets julemusical

Workshoppen vil blandt andet bestå af forskellige teaterlege, teaterøvelser, improvisationsøvelser, tekstarbejde med mere.

Du skal ikke have forberedt noget hjemmefra, men blot møde op i tøj og sko, der er behageligt at bevæge sig i, med højt humør og lyst til at give den gas i trygge og afslappede rammer.

Workshoppen er for alle, også dem, der ikke ønsker at stå på scenen, og som har andre talenter, for eksempel i form af fantastiske syhænder, malerhænder eller noget helt tredje, der kan bruges i produktionen og afviklingen af sommerforestillingen 2017. Det er dog især vigtigt, at du deltager i workshoppen, hvis du ønsker at medvirke som skuespiller.

Prøverne starter op i januar 2017 med fast øvedag hver tirsdag fra klokken 19 til 22 samt udvalgte lørdage og søndage.

’Sommer i Tyrol’ vil spille i perioden den 24. juni 2017 til den 1. juli 2017 i Amfiteatret i Gymnastikefterskolen Stevns’ haveanlæg, Boestoftevej 58, 4660 Store Heddinge.

Musicalen er fyldt med dejlige, kendte sange som ’I sommersol ved Den Hvide Hest’, ’Man kan vel ikke gøre for at man har charme’, ’Livet er nu engang så’ med flere.

Kommentarer