Debat og politik

Stevns kommune skal have en borgerrådgiver!

Der findes i dag borgerrådgivere i en tredjedel af landets kommuner – desværre ikke i Stevns.

Indsendt af Michael Graakjær. Spidskandidat til kommunalvalget for SF-Stevns.

Jeg rejste ønsket i 2014 da Susanne Nielsens sag kørte i pressen, men intet er sket. Jeg hører med jævne mellemrum fra borger – både gennem personlige henvendelser og gennem pressen – som føler at de enten ikke har fået en uvildig behandling af kommunen, ikke forstår afgørelserne eller ikke kender deres rettigheder.

I 2016 omgjorde ankestyrelsen over en tredjedel af ankesagerne rejste mod Stevns kommune på social- og beskæftigelsesområdet (Afgørelser som enten var i strid med loven, eller kommunen blev bedt om at se på sagerne igen, fordi man havde misset væsentlige ting.). Vi ved ikke om nogle borgere har afholdt sig fra at klage fordi de ikke kender eller er i stand til at bruge deres ret – en borgerrådgiver vil være en styrkelse af borgernes retsstilling.

En borgerrådgiver skal være en uafhængige person som bør have to opgaver. Den første er at tilse at den kommunale administration fungerer i overensstemmelse med lovgivningen og med god forvaltningsskik. Den anden er at gøre det lettere for borgerne at få hjælp og vejledning, at hjælpe med at klage over en afgørelse og at være bisider i vanskelige sager og sikre at borgeren forstår afgørelserne. Borgerrådgiveren skal også bruges af forvaltningen som sparringspartner til udvikling af en endnu bedre sagsbehandling.

Kommunalbestyrelsen er ligenu ved at lægge næste års budget – lad os nu få en borgerrådgiver, så både borgerne og forvaltningen kan komme ud af disse sager med respekt for hinanden og for de afgørelser som er blevet truffet.

Kommentarer