Kultur

Stevns Teaterforening sætter fokus på Grønland

Foto: Gert Lybert.

Den grønlandske mand, Angutivik, sætter et punktum for sæsonen i Stevns Teaterforenings. 

Den grønlandske mand er en gennemmusikalsk forestilling om drømme, kærlighed, liv, længsler, seksualitet, glæder og sorger. En forestilling, der er bygget på virkelige historier fra mænd i dagens Grønland, om identitet, selvforståelse og forholdet til kvinder – grønlandske og danske – til sig selv, til forfædre og til børn. Om det at være mand i en verden i forandring.

Freeze Productions og Grønlands Nationalteater går bag om myterne og fordommene, for at gøre op med det medieskabte billede og det selvbillede mange grønlandske mænd bærer rundt på, og give den grønlandske mand et nyt afsæt. 

Med musik, dans og monologer, med latter og gråd rejser vi ind i et udpluk af skæbner fra det moderne Grønland. 

Her er jægeren og drukkenbolten. 

Her er succesfulde erhvervsledere, ambitiøse arbejdere og unge mænd med en ukuelig tro på sig selv. 

Her er de rodløse børn, de unge med angstanfald og de stærkt selvmordstruede voksne. 

Her er forælderen, der gør sit bedste.

Det er hudløst, musikalsk teater – nyskabende, insisterende og kærligt.

I en tid, hvor den grønlandske mentalitet og udvikling er i fokus, hvor tanker om selvstændighed præger det politiske landskab, hvor yngre grønlændere søger tilbage til deres kulturs rødder med inuittatoveringer og ved at tale grønlandsk frem for dansk, er Den Grønlandske Mand en topaktuel forestilling.

En teateroplevelse, der sender dig hele følelsesregisteret rundt, uden løftede pegefingre eller skyldsplacering.

”Den grønlandske mand skulle have spillet i april 2020, hvor alt blev lukket ned. Nu kan vi heldigvis præsentere den meget roste forestilling”, siger teaterforeningsforkvinde Lene Vestergård. ”Og jeg glæder mig!”

Info

  • Onsdag d. 11. maj 2022, kl. 19.30
  • Snurretoppen
  • Forestillingen spilles på dansk.

Kommentarer