Danmarks atomsikrede klippefæstning fredes
Stevns Kommune: Kulturstyrelsen har besluttet, at det engang så tophemmelige fort fra Den kolde krig skal fredes
– Stevnsfort er et særdeles velbevaret militærhistorisk kulturmiljø, der fortæller om de to perioder i Danmarks historie, hvor Den kolde krig og frygten for Sovjetunionen var uhyggelig nærværende’, siger Kulturstyrelsens direktør Anne Mette Rahbæk, og tilføjer:
– Vi freder for at bevare og også for, at alle kan komme tæt på historien, der hvor det skete. Takket være en fremragende formidling af Østsjællands Museum er oplevelsen ved at besøge Stevnsfort som en tidsmaskine, hvor man bedre forstår, hvad Den kolde krig betød for den enkelte soldat på stedet og for danskerne.
Stevnsfort, der ligger 18 meter nede i klintens kalklag, beskyttet mod angreb med såvel atom som konventionelle våben, blev bygget i 1952-53. I 2000 lukkede Stevnsfort som militært anlæg og genopstod i 2008 som Koldkrigsmuseum Stevnsfort, der hvert år besøges af ca. 40.000 gæster.
– Fredningen giver nogle nye muligheder for at videreudvikle stedet som en stor attraktion og dermed muligheden for at fortælle den vigtige historie om den kolde krig. Dermed sikrer vi, at Koldkrigsmuseet fortsat kan stå som et vidnesbyrd om den konstante krigstrussel og fortets position i den forreste frontlinje mod øst under den kolde krig’, fortæller borgmester Poul Arne Nielsen.
Thomas Tram Pedersen, Museumsinspektør supplerer:
– Stevnsfort er det vigtigste anlæg blandt de 7 koldkrigsanlæg på Stevns, som tilsammen markerer Stevns’ strategiske placering og centrale rolle i Danmarks og NATO’s forsvar. Vi er glade for og stolte over, at det nu bliver fuldt anerkendt, at fortet er et helt unikt bygningsværk, som kan bidrage til at forstå Danmarks rolle i konflikten mellem øst og vest. Med fredningen kan vi sikre at fortet bevares for eftertiden, så også kommende generationer kan opleve og lære af fortet og den historie det repræsenterer.
Læs mere på Stevns Kommunes hjemmeside
Kommentarer