112

To unge stak af fra Stevnsfortet. Tirsdag eftermiddag var de tilbage igen

Foto: Rigspolitiet/Kim Matthäi Leland

Kl. 16.32 anmeldte personalet fra den sikrede ungdomsinstitution Stevnsfortet, at to unge mænd på 16 og 17 år var flygtet fra stedet og efterfølgende var forsvundet i ukendt retning.

Politiet indledte straks en eftersøgning med flere patruljer, herunder bl.a. en hundepatrulje, der fik en indikation på, at de to eftersøgte unge var forsvundet i sydlig retning mod Rødvig.

Samtidig fik politiet standset og kontrolleret toget fra Rødvig, men de to unge var ikke at finde i toget eller i området ved stationen kort efter flugten.

Hundepatruljens søgning efter dem endte også umiddelbart uden resultat, hvorfor politiet efterlyste de to unge mænd offentligt via politiets Twitter-profil.

Den offentlige efterlysning og omtalen heraf i diverse medier medførte nærmest en telefonstorm til Midt- og Vestsjællands Politi med oplysninger om de to unge mænds færden.

Først på aftenen fik politiet adskillige oplysninger om, at de to mænd var set i udkanten af Rødvig og gående i retning mod byen, hvorfor eftersøgningen blev intensiveret i dette område.

Kl. ca. 20.45 lykkedes det politiet på baggrund af den gode hjælp fra borgerne at få lokaliseret de to unge mænd på havnen ved Lodsvej i Rødvig, så de atter kunne frihedsberøves og bringes retur til Stevnsfortet.

I den forbindelse blev de to sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at flygte fra en institution, hvor de som frihedsberøvede skulle opholde sig. Straffesagerne vil nu indgå i mistankegrundlaget for de to unge mænds ophold på Stevnsfortet.

 

Kommentarer