Store Heddinge

Tom Waits-intimkoncerter rundt om i kommunen

Limfjordsteatret tager på turne i Stevns Kommune med Tom Waits-intimkoncerten ’Træt Lever og Tungt Hjerte’.

Stevns Teaterforening har allieret sig med tre lokale værter til opførelsen af Limfjordsteatrets Træt Lever og Tungt Hjerte. Intimkoncerten er skræddersyet til små lokaler med plads til 30 tilskuere.

Træt Lever og Tungt Hjerte’ er et udvalg af Tom Waits’ poetiske ballader – på dansk, så alle dybder i den store poet kommer frem: Vi kigger ind i et tåget døgns hudløse virvar af uskyldige drømme, løgnagtige minder og sælsomme vinkler.

Den amerikanske provins-underverden forvandles til en forhutlet afkrog i Jylland med en pølsevogn, der trænger til renovering, skure, med afskallet maling – og elendig kærlighed for resten. For kvinderne lyver – eller de bliver i hvert fald gravide.

Lasse Popp er Limfjordens trubadur. Hans oversættelser af Tom Waits tekster fanger hæmningsløsheden og den sproglige desperation. Vi er tæt på den rå poesi, der fascinerer og frastøder.

– Der er smerte og mandehjerte og selvudlevering, en slags undergangs-poesi om mænd, der har svært ved at magte en verden, hvor de ikke længere kan finde deres placering, siger formand Leif Sinius.

Det foregår:

  • Onsdag den 8. marts kl. 19.30 Hellested Forsamlingshus
  • Torsdag den 9. marts kl. 19.30 Olsens Bar, Strøby Egede
  • Tirsdag den 14. marts kl. 19:30 Café Algade, Store Heddinge

Billetterne koster 120 kroner for medlemmer. Løssalgsprisen er 240 kroner. Ungdom slipper dog med 60 kroner.

Billetterne kan købes på www.stevns-teater.dk

Kommentarer