112

Ukrudtsbrænder årsag til brand i garage i Hårlev

Søndag aften kl. 17.03 rykkede først brandvæsnet ud til en ildebrand i en garage på en privat adresse på Køgevej, Hårlev, efter at en forbikørende bilist havde bemærket røgudviklingen fra stedet.

Ingen var hjemme på adressen, hvor bilisten forsøgte at slukke branden med en vandslange, men forgæves, så brandvæsnet måtte tilkaldes.

Politiet kørte også til stedet, hvor ilden havde godt fat i garagen, hvor en personbil holdt parkeret. Trods brandvæsnets indsats lykkedes det hverken at redde garagen eller bilen, der begge udbrændte.

Kort efter lykkedes det politiet at få kontakt til en 27-årig mandlig beboer, som kunne oplyse, at han havde brugt en ukrudtsbrænder kort tid, inden at han havde forladt sin bopæl.

På baggrund af disse oplysninger sigtede politiet den 27-årige mand for overtrædelse af beredskabsloven på grund af uforsigtighed ved brugen af ukrudtsbrænderen, så han kan forvente at få en bøde som afgørelse på sagen. Ingen personer kom til skade ved branden, der dog var årsag til, at en rude blev knust for at redde en hund ud fra selve boligen, såfremt branden måtte have bredt sig dertil. Der skete dog ikke, men en tilbygning til boligen blev dog lettere beskadiget som følge af varmen fra branden i garagen.

Kommentarer