Debat og politik

Ulighed i sundhed kommer snigende

Alle danskere har ret til et langt sundt kvalitetsliv. Vi har desværre vænnet os til at der er ulighed i den danske sundhed.

Indsendt af John Wennerwald. Regionsrådskandidat i Region Sjælland og byrådskandidat i Solrød Kommune for Socialdemokratiet

F.eks. når man ringer til en speciallæge og bliver bedt om at oplyse, om man har en privat forsikring eller om det skal foregå via den offentlige sygesikring – med forskellig ventetid til følge.

Debatten om de ulighedsskabende sundhedsforsikringer er langsomt stilnet af, fordi næsten to mio. danskere har en sundhedsforsikring – primært gennem deres arbejdsgiver. Det efterlader naturligvis offentlige ansatte og folk udenfor arbejdsmarkedet i en situation uden mulighed for at springe køen over med en sundhedsforsikring.

Alle danskere har krav på et langt kvalitetsliv, og kendsgerningen om at de bedst stillede danskere lever op til 10 år længere end de dårligst stillede, siger meget om at danskernes sundhed er et problem, som skal adresseres nu.

Hvis alle danskere skal leve lange kvalitetsliv, er det nødvendigt at vores offentlige sundhedsvæsen formår at imødegå og forebygge danskernes helbreds- og livsstilsproblemer.

Vores offentlige sundhedsvæsen skal yde de bedst mulige behandlinger og leve op til danskernes krav. Hvis det ikke lykkes, knækker vores sundhed over og forstærker uligheden.

Kommentarer