Strøby Egede

Ungstevns har for 30. gang været på skitur til Østrig

Se billedserie

54 elever tog del i dette års skitur, der løb af stablen i skolernes vinterferie i uge 8. Skituren har 30 års jubilæum i år.

Ungstevns tager på skitur ud fra et bredt idrætsligt perspektiv – og med et formål der er tredelt: Den skimæssige side, den sociale side og den naturmæssige side.

Skielevernes fysiske form var seriøst forberedt hjemmefra, idet der forud for turen var tilrettelagt et intensivt træningsforløb – med fokus på styrke, udholdenhed, balance og koordination. Grundtræningen skal være på plads både for at lære at på ski eller forbedre sit niveau.

På skituren fik alle belønningen for både de fysiske og mentale forberedelser

Fra tidlig morgen til sen aften gik det løs med aktiviteter af forskellig art. Dagene startede traditionen tro med, at ’Kyllingen’ (den, der havde lavet gårsdagens største ”bommert”), vækkede holdet på sin egen fantasifulde måde. Herefter morgenmad og klargøring til pisterne. Om formiddagen med undervisning på seks hold, hvor eleverne havde tjekket ind på det hold, der matchede niveauet: På ’Los Blancos’, ’Bambierne’, ’De Retarderede’, ’De Hasarderede’, ’De Rutinerede’ eller ’Skrup Skrap’. Om eftermiddagen var der ’Fri Ski’ – på tværs af holdene, hvor de indlærte detaljer blev rutineret.

Bjerge og klipper troner råt, koldt og højt over Saalbach og Hinterglemm, når man står på pisten og kigger ud og ned. Alligevel er det ord som; ’smukt’, ’fantastisk’ og ’sikke en natur’, vi hører fra de unge, inden de igen suser ned. Det er vigtigt at lære sig vejrligets uforudsigelighed. I år oplevede vi hele paletten; Hård frost, bidende vind og perfekt nysne, men også tåge og regn, slush ice, sol og varme, som på den bedste majdag i Danmark. Eleverne skal lære at begå sig på pisten under alle vejrforhold. I år blev den disciplin så rigeligt indøvet.

Efter aftensmad og fri tid var der obligatorisk aftensamling, hvor dagens forløb blev evalueret. Under disse samlinger vælger man dagens ’Kylling’ og dagens gode gerning. De elever, der er rykket mest på de respektive skihold hyldes. Hver dag nye navne og historier og alt sammen fortalt med et glimt i øjet og smil på læben i den kammeratlige ånd, der hersker på en lejrskoletur som denne, og som måske er hovedårsag til, at skituren har 30 års jubilæum netop i år. To elever fra den første skitur i 1987 boede med deres familier i en lejlighed tilknyttet ’vores’ vandrerhjem. Herfra fulgte de turen fra sidelinjen og kontrollerede, at der ikke blev lavet for meget om på ritualer og rutiner fra den gang.

Nogle nye traditioner er der dog indført gennem årene. Bl.a. fælles picnic – i år i 2000 m højde, samt det afsluttende holdløb ’Tour de Leogang’. Dette holdløb er et kapitel helt for sig selv. Holdene sammensættes nemlig således, at de forskellige ski-niveauer er repræsenteret på hvert af de seks tour-hold. Det er i dette moment, at turens mange positive og opbyggelige elementer samles til en fantastisk flot helhed, hvor samarbejde, hjælpsomhed, teknisk kunnen, strategi og omtanke, engagement, entusiasme og ikke mindst det gode kammeratskab, går op i en højere enhed. Alle kom de i mål og alle nåede deres eget fastsatte mål. Noget der lover godt for de enkelte unges tilgang til det videre liv.

– Stevns Ungdomsskole er stolt af at kunne tilbyde og gennemføre en aktivitet med et så stort og værdifuldt udbytte på alle planer, og vi vil herigennem takke alle for at have medvirket til en helt igennem succesrig tur i alle henseender, udtaler Bjarne Lykke og Kim Wilken, på vegne af Ungstevns´ Skiteam.

Denne artikel er et læsertip. Du kan også tippe Stevns.nu ved at sende billeder og tekst til tip@stevns.nu.

Kommentarer