Holtug

Venstre må tilbage på sporet

Debat: Jeg har spurgt mig selv igen og igen om, hvad vi som støtteparti kan gøre for at ændre på den situation, som Venstre er havnet i efter en noget omtumlet start på denne valgperiode.

Indsendt af Thor Grønbæk, Konservative Folkeparti.

Et helt igennem fantastisk valg, hvor Venstre med stor sikkerhed kørte den største sejr hjem og fik otte pladser ud af 19 i Kommunalbestyrelsen på Stevns.

Mange vil sikkert spørge sig selv om, hvorfor jeg som konservativt medlem af Kommunalbestyrelsen nu blander mig i denne sag, og lige så mange har spurgt, hvorfor vi bliver i samarbejdet med Venstre og flertalsgruppen.

Til dette kan jeg oplyse, at vi har et godt og stabilt samarbejde med alle medlemmer af Kommunalbestyrelsen og i det daglige arbejde ikke ser konflikter eller dårlig ledelse.

Vi formår faktisk at lande nogle fornuftige løsninger på de rigtig store opgaver, som vi er blevet pålagt af Christiansborg. Der er naturligvis ikke altid enighed, når beslutningerne skal træffes, men da vi har demokrati, også i Stevns Kommunalbestyrelse, så det er måske et sundhedstegn trods alt.

Konservative underskrev en aftale med borgmesteren, og den gælder for fire år, og den holder vi naturligvis. Alle partier uanset partifarve skal kunne regne med, at en aftale med os altid bliver overholdt – også selv om der skulle opstå lidt udfordringer i undervejs. Vi hopper naturligvis ikke med ud over klintekanten, hvis det skulle gå så galt, men man skal huske på, at vi er valgt af borgerne på Stevns, og de forventer naturligvis, at man opfører sig ordentligt i hele perioden.

Så når Venstre tirsdag 30. august finder en løsning på de »ægteskablige« problemer, har Konservative en forventning om, at vi har arbejdsro i resten af perioden til at finde løsninger på bl.a den trafikale udfordring i Strøby Egede, halbyggeri og ikke mindst et budget for næste år.

Kommentarer