Land og by

Højere alder og længere afstande har øget den nationale ulighed i sundhed

Foto: Landdistrikternes Fællesråd.

Borgere på landet er grundlæggende dårligere stillet i forhold til borgere i de store byer, fordi forbruget af sundhedsydelser falder, som afstanden til en større by stiger. Professor ved Forskningsenheden for Sundhedsfremme ved Syddansk Universitet, Pernille Tanggaard Andersen, tegner et billede af den problematiske ulighed i danskernes sundhed – og peger på de muligheder, vi har for at gøre noget ved det.

Et lille land med store forskelle.

Den sætning hører vi igen og igen, når vi diskuterer land/by-problematikker. Den omfattende centralisering af både behandlings- og rehabiliteringsmuligheder, gør spørgsmålet om nærhed i sundhedsvæsenet aktuel. For ikke mindst på sundhedsområdet træder strukturelle forskelle tydeligt frem i vores sygdomsbillede og behandlingsmuligheder, forklarer professor ved Forskningsenheden for Sundhedsfremme ved Syddansk Universitet, Pernille Tanggaard Andersen:

– Der vil altid være forskel i borgernes helbredstilstande, når man sammenligner individer med hinanden – blandt andet på grund af forskelle i gener og adfærd. Problemet opstår, når forskellene kan genfindes som systematiske uligheder mellem befolkningsgrupper opdelt efter socioøkonomiske kriterier, siger hun og fortsætter:

– En af faktorerne er, at multisyge og socialt udsatte bliver tabt mellem systemer og sektorer. Sideløbende er der blevet længere til nære sundhedsydelser og sundhedsservice på landet, både hvad angår behandling og rehabilitering. Så man kan sige, at hvis man ikke har en bil eller lokal adgang til sundhedsservice, så ser vi i den grad en udfordring på tværs af landet.

Danskerne skåret over en bred kram lever i gennemsnit længere. Men i takt med stigende gennemsnitsalder – og forskellige livsstilsfaktorer – rager vi i gennemsnit flere sygdomme til os, heriblandt hjertekar- og kræftsygdomme. Det stiller grundlæggende borgere på landet ringere i forhold til borgere i de store byer, fordi forbruget af sundhedsydelser som tommelfingerregel er lavere, jo længere væk fra en by, man bor.

– Den demografiske udvikling med flere ældre bosat på landet og ophobningen af socialt udsatte borgere i eksempelvis ghettoområder, er med til at forskubbe uligheden i sundhed mellem og internt i kommunerne. Selv relativt lokalt kan der være store forskelle. Borgere i Hasseris lever i gennemsnit ti år længere end borgere i Aalborg Øst, siger Pernille. 

Tre modige veje mod mere lighed i sundhed

Men vi kan gøre noget for at løfte den nationale sundhedstilstand. Ifølge Pernille kan man arbejde mere med sundhedsfremmende initiativer over en bred kram. Blandt andet kan tidlig forebyggelse være med til at ændre borgerens oplevelse med sundhedsvæsenet.

 I et forløb mellem Regionshospital Nordjylland, Hjørring Kommune og Region Nordjylland satte man tidligt ind med en screening af alle gravide for at målrette indsatsen overfor de sårbare og deres familier. Det betød, at forløbet arbejdede på tværs af sektorer og fagområder for at sikre den gravide det bedst mulige forløb – og barnet de bedst mulige betingelser for at komme godt fra start. Man kunne efterfølgende se, at det havde utroligt gode effekter for de inkluderede – også rent økonomisk – at silotankegangen blev opgivet og forløbet i stedet tilpassede sig behandlingen af den enkelte, siger hun.

Hvilket fører til et andet vigtigt element, som kan sikre mere lighed i sundhed: Tværsektionelt samarbejde og vidensdeling.

– Tværsektionelt samarbejde og vidensdeling er effektivt, men også noget af det sværeste at ændre i vores sundhedssystem, for det kan være enormt vanskeligt at lave om på eksisterende arbejdsgange, indskyder Pernille og forklarer:

– Sektoropdelinger er utroligt fastgroede i os, men vi kan indhente utroligt meget kvalitet i vores sundhedssystem, hvis vi får nemmere ved at samarbejde på tværs og får systematiseret de forskellige initiativer, der foregår, når det gælder processer og forløb. Blandt andet socialområdet og sundhedsområdet kan styrkes, hvis vi ikke så det som to selvstændige sektorer.

For det tredje kan man hente meget vinding ved at arbejde med incitamentsstrukturerne i sundhedssystemet, herunder den kommunale medfinansiering i vores opbygning af sundhedsvæsenet, mener hun.

– I dag er den kommunale medfinansiering af sundhedssystemet aktivitetsafhængig. Kommunerne medfinansierer på baggrund af indbyggertal og konkret aktivitet på sygehusene og på praksisområdet, også kaldet KMF. Men det betyder, at den praktiserende læge får det samme refusionsbeløb ved at praktisere i et udsat område som en læge får i latinerkvarteret i Aarhus, hvor der kun bor unge. Samtidigt udløser forebyggende tiltag ikke lige så stor økonomisk refusion, fordi det har den effekt, at der er færre syge patienter at refundere.

Derfor mener hun, at man i højere grad bør afspejle samfundets konkrete behov i sundhedssystemets struktur. Det vil både medføre et billigere og mere effektivt system, hvor man allokerer ressourcerne derhen, hvor behovene er størst, forklarer hun: 

 – I stedet for at give point ved spareøvelser eller for hver patient en læge tager ind, kan man anspore og belønne de praktiserende læger, som har arbejde i udsatte områder eller på landet hvor der er ældre med flere behov, siger hun.

En sundhedsreform med øje for det lange, seje træk 

Udfordringerne ved incitamentsstrukturen og i sundhedsvæsenet er mange. Boblen af ubesatte stillinger i sundhedsvæsenet har vokset sig større, og ifølge tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er op imod hvert tredje forsøg på at rekruttere en sygeplejerske forgæves. Samtidigt har et stigende antal sygeplejersker valgt at sige farvel til faget. Der er behov for en både akut og langsigtet indsats for at komme problemet til livs, og i følge regeringens sundhedsudspil kan dette løses blandt andet med etableringen af en ny komission. 

Der er bred enighed om en nytænkning af sundhedssystemet. Der er bare ét essentielt problem, som kan ende med at blive tungen på vægtskålen: 

– Danmarks rekrutteringsudfordringer kan i vid udstrækning løses med nye incitamentsstrukturer – men det kræver modige regeringer og et bredt samarbejde over skiftende regeringer. Det fordrer, at man i forhandlingerne af den nye sundhedsreform holder for øje, at implementeringen af et bedre tværsektorielt samarbejde kræver et langt sejt træk. Men med bedre samarbejde på tværs af sundheds- og socialområdet, er der mulighed for at bekæmpe uligheden i sundhed, mener Pernille.

Kommentarer