Danskerne bakker op om en 18-års aldersgrænse for solariebrug

Danskerne ser positivt på en aldersgrænse for solariebrug. Syv ud af ti danskere mener, at der skal være en aldersgrænse på 18 år for at gå i solarium. Det viser en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

Danskernes holdning til en aldersgrænse for solariebrug har rykket sig markant siden 2007, hvor Kræftens Bekæmpelse for første gang satte fokus på, at solariebrug er kræftfremkaldende. Dengang bakkede kun 38 pct. op om en aldersgrænse.

I dag ønsker størstedelen af danskerne en aldersgrænse – og det gælder også de unge. Knap seks ud af ti unge i alderen 15-19 år mener, at der bør være en 18-års aldersgrænse for solariebrug.

Modermærkekræft rammer også unge

Det er ikke uden grund, at børn og unge er i fokus, når det handler om at ’slukke solariet’.

Børn og unge er nemlig særligt udsatte. Jo tidligere i livet man begynder at bruge solarium, desto større er risikoen for at udvikle modermærkekræft. Desværre kan helt unge

også få modermærkekræft. Det er nemlig den hyppigste kræftform blandt de 15 – 34 årige, og hele 3 ud af 4 tilfælde af modermærkekræft blandt solariebrugere under 30 år kan forklares med solariebrug.

– Hvert år får cirka 175 unge diagnosen modermærkekræft og cirka 100 af disse tilfælde skyldes solariebrug. Kræfttilfælde som kunne have været undgået, hvis vi bare beskyttede børn og unge fra den helt unødvendige risiko for modermærkekræft, som solariebrug medfører. I dag er det nemlig tilladt for alle – uanset alder at gå i solarium, siger projektchef hos Kræftens Bekæmpelse Peter Dalum.

Lov om solarier har ikke fået færre unge til at gå i solarium

Det er syv år siden, at et flertal i Folketinget vedtog Danmarks første ’Lov om solarier’, og der er behov for en revidering.

Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens årlige målinger af unges solariebrug viser nemlig, at der i dag ikke er færre unge, der går i solarium, end da loven blev vedtaget i 2014. I dag er det fortsat hver 10. af de 15-25-årige som har været i solarium inden for det seneste år.

– Kampagner kan ikke stå alene, hvis vi skal have de sidste 10 pct. af de unge til at droppe solariet. En aldersgrænse på 18 år vil sende et klart signal om, at solariebrug ikke er for børn. Erfaringer fra udlandet viser, at der er sket et markant fald i antallet af unge solariebrugere i de lande, som har indført en 18-års aldersgrænse, forklarer Peter Dalum

3730. Så mange tilfælde af hudkræft og modermærkekræft kunne have været undgået, hvis den danske solarielov fra 2014 havde indeholdt en aldersgrænse på 18 år, viser et studie fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, hvor forskere har sat tal på, hvor mange tilfælde af kræft i huden, vi ville have kunnet undgå i perioden 2014-2045.

Det kalder på en revision af loven.

Kommentarer