Hårlev

SOS Børnebyerne mangler indsamlere i Stevns

SOS_boernebyerne_landsindsa

Stevns Kommune:  På Mors dag samler SOS Børnebyerne ind over hele landet, men der mangler stadig indsamlere i Stevns.

Mors dag, søndag den 8. maj sætter SOS Børnebyerne igen i år fokus på mødre af en ganske særlig støbning. De mødre, der vier deres liv til at give udsatte og forældreløse børn et nyt, kærligt hjem. Det er andet år i træk organisationen samler ind på Mors dag.

I år er en del af de indsamlede bidrag netop øremærket til uddannelsen af de kvinder, der bliver SOS-mødre og hver især tager sig af op til 10 børn.

Men der mangler bare lige én ting. Flere indsamlere. I Stevns har 5 indsamlere tilmeldt sig, men der er stadig mange ledige ruter tilbage.

– Vi er meget glade og taknemmelige for alle de indsamlere, der allerede har tilmeldt sig. Men vi håber også, at mange flere vil melde sig som indsamlere på Mors dag. Der er så mange børn i verden, der ikke får den omsorg og støtte, de har brug for, og hvis vi skal ændre det, er det nødvendigt med flere indsamlere, siger Line Grove Hermansen, kommunikationschef i SOS Børnebyerne.

Hun opfordrer til, at man allerede i dag tilmelder sig på hjemmesiden www.sosindsamling.dk

En søndag på gaden kan redde et barns liv

På verdensplan har 24 millioner børn ikke nogen forældre, der passer på dem. Uden forældre må børnene klare sig selv, og det betyder ofte et liv på gaden, hvor de må forsørge sig selv, ikke kommer i skole og samtidig er børnene ekstremt udsatte for udnyttelse og overgreb.

Pengene fra landsindsamlingen skal give de børn et kærligt hjem med en SOS-mor i børnebyer verden over. Børnebyerne giver også børnene en kvalitetsuddannelse og muligheden for at skabe sig en fremtid i landet, hvor de bor.

– Man kan spørge sig selv, hvad det koster at give et barn en tryg og kærlig barndom. Svaret er, at det koster 2-3 timer af din søndag, men på sigt kan det være med til at redde et barns liv, siger Line Grove Hermansen, der håber, at mange flere indsamlere vil gå på gaden, så børn ikke skal leve der.

Foto: Suzanne Lee/SOS Børnebyerne

Kommentarer